Velkommen [Danish]

Velkommen til Shihan, stedet hvor alting vendes på hovedet, posen rystes, og tingene ses fra nye og utraditionelle vinkler. Her sættes også fokus på den svindel og uretfærdighed der florerer.

Desværre er udøvere af karate og mange andre slags kampkunst ofte så snævertsynede, eller har så store skyklapper på, at de kun kan se tingene fra én side, nemlig deres egen. De er blevet så indoktrineret, at alle andre synspunkter eller synsvinkler er fuldstændigt uden interesse for de pågældende.

I de fleste karate stilarter har man dojo-kun, noget der burde være fundamentet for enhver udøver, og som også promoveres som sådan. Desværre går der ikke længe fra indmeldelsen er afleveret til dette ellers så moralske og etiske fundament for kampkunst bliver ladt i stikken. Det bliver heller ikke ligefrem bedre af, at det er blevet mere reglen end undtagelsen, at instruktørerne i klubberne ikke går foran med et godt eksempel. Tværtimod ser de fleste instruktører og andre højere graduerede respekt, loyalitet og andre fundamentale værdier som noget de i kraft af deres status som instruktører eller højest graduerede har ret til at kræve af andre. Respekt og loyalitet bør udelukkende være noget man skal gøre sig fortjent til uden overhovedet at tænke på status eller grad.

Spidse albuer, store armbevægelser, arrogance og egoisme ser ud til at trives særdeles godt, hvorimod de fundamentale værdier er glemt. Grader har mistet deres værdi, falske løfter, løgn og bedrag har fået lov til at vokse uhindret i alt for lang tid, og hykleriet er på sit højeste.

Shihan